Her opdateres løbende en oversigt over os, der allerede er igang med at købe en bolig i Rullestenen. Det er ikke alle der har mødt hinanden endnu, så derfor fungerer oversigten, både som vores introduktion til hinanden – og så nye nysgerrige kan se hvem vi er. (Vi er mange flere end os her på siden.)

Klara, Annemette og Michael

Vi er en nybagt familie med Klara på snart 1 år. Vi bor pt. på Nørrebro i en andelsforening. Oprindeligt kommer vi begge fra Bornholm hvor vores familie stadig befinder sig. Vores prioritet af tid har ændret sig efter vi har fået Klara og vi vil se frem til fællesspisning og åbne døre hos hinanden, så børnene kan lege og vi andre få en snak og en kop kaffe.
 
Annemette er 31 år og ved at blive praktiserende læge. Michael 35 år og arbejder som service- og supporttekniker med GPS sporing. 
 
Vi er meget glad for sociale sammenkomster og har de sidste mange år arrangeret “Store julebagdag” for vennerne og “Julehygge” i andelsforeningen. Annemette har fået stablet et plantekasseudvalg på benene og håber på at der er andre med grønne fingre i Rullestenen, så noget lignende kunne skabes til glæde for alle.

Jesper & Maria, Asbjørn, Sylvester

Vi er Sylvester på 2 år, Asbjørn på 6 år, Jesper på 38 år og Maria på 38 år. Vi bor allerede i Musicon i dag i de kreative familieboliger og er superglade for området, hvor der hele tiden spirer nyt frem. I Rullestenen søger vi et mere forpligtende fællesskab – både med de planlagte aktiviteter som fx fællesspisning, men særligt alt det uformelle, som vi skal finde på og udvikle sammen. Jesper er lektor på læreruddannelsen, og Maria arbejder som sekretariatschef.

Thomas

Jeg hedder Thomas og er 37 år. Som studerende boede jeg på kollegie og nu glæder jeg mig til igen til at have mennesker omkring mig i hverdagen. Især ser jeg frem til de uplanlagte samtaler hist og her, og at være en del af et stort fællesskabet. Pt bor jeg i København, men glæder mig til at flytte til Roskilde og Musicon, som virker til at have meget at byde på. Jeg arbejder som konsulent og er ret vild med brætspil – både de nørdede og de lettere slags.